Skip to content

Forfatter: admin

Det hemmelige kapitel

Det hemmelige kapitel

Da Datahelten blev udgivet, besluttede redaktøren i sidste øjeblik, at det sidste kapitel i bogen ikke skulle med. Det var et meget kort kapitel, kun en A4 side, nærmest et efterskrift.
Det pinte mig lidt, at det skulle skæres fra, fordi jeg syndes, det afrundede bogen med en stærk pointe. Men redaktøren var skråsikker, og i dag er jeg glad for, at jeg lyttede til hans råd, fordi bogen kom til at stå skarpere uden efterskriftet.
Men så alligevel….
Hvis du skulle have lyst til at læse det kapitel, der aldrig kom med, og som indtil videre kun er blevet læst af en håndfuld mennesker i hele verden, redaktøren, betalæserne og mig, så kan du melde dig til mit nyhedsbrev.
Der sender jeg nyheder om mine udgivelser fire gange om året. Ikke oftere end det, fordi jeg selv hader at blive spammet. Og næste gang kan man bl.a. læse den hemmelige afrunding af Datahelten.
Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet nederst på forsiden af min hjemmeside: http://benjaminlamberth.dk/

Møde på forlaget

Møde på forlaget

Det er en spøjs fornemmelse at være til møde på forlaget. Man arbejder på et manuskript mutters alene. Hver dag knokler du dig dybere og dybere ind i et univers, som alene er dit. Du kender hver en kringelkrog, hver særhed hos din verdens indbyggere, som du har set spire og gro i hundredvis af timer. Den fiktive virkelighed er blevet en gigantisk tilbygning på dit baghoved.
Du er det første menneske, der betræder det nye tankepalads.

Så pludselig en dag sidder du overfor et menneske, din redaktør, som fortæller om sin opdagelsesrejse ind i din verdens dyb. Hun kender hver en krog ned til dets fibre og har studeret de mennesker, din hjerne har fostret, nærmere end du nogensinde har kunnet, som en forsker der studerer bakterierne i en vanddråbe gennem et mikroskop.

Hun langer dig en fugepistol og udpeger alle din verdens brister og svagheder, der truer med at få hele konstruktionen til at brase sammen om ørene på dig.
”Kom i gang,” siger hun, ”det er smukt, men vi skal bare lige sikre os, at det også holder.”
Så er hun væk, og du er efterladt alene med en sølle fugepistol i dit enorme tankepalads, der slår lange, grimme revner.
Det giver genlyd, da du sukker og presser pistolen i den nærmeste flænge.

Servicemeddelelse

Servicemeddelelse

Første oplag af romanen Datahelten blev revet væk, men nu er der kommet nye forsyninger fra trykkeriet, så den igen kan bestilles.
Køb den direkte fra forlaget her: https://byensforlag.dk/vare/datahelten/
Eller hent den hos din lokale boghandler. Har de den ikke på hylden, bestiller de den gerne hjem.
Tak for opmærksomheden 🤓📚

Parasitten i min hjerne

Parasitten i min hjerne

Jeg vågnede i nat, fordi noget havde boret sig ind i min hjerne og sad og generede. En parasit der ormede sig på plads gennem mine hjernevindinger. Da den ramte det rette sted, satte jeg mig lysvågen op i sengen og glippede med øjnene. Da var det allerede for sent. Bæstet havde inficeret hele mit baghoved, og dens smitte rasede gennem min blodstrøm og inficerede alt på sin vej. Glem den sorte død og den spanske syge. Parasitten tåler ingen sammenligning, for er den først kommet i dit hoved, så er du færdig. Der er ingen kur, ingen symptombehandling. Jeg vidste, jeg nu var en slave af parasitten, og at min krop kun tjente som villigt instrument for dens lyster. Slatten som en kludedukke tvang den mig på benene, og jeg stavrede mod kontoret som var det skafottet. Snart sad jeg badet i computerskærmens gustne skær og tampede manisk i tastaturet på parasittens befaling.
Først ud på morgenen lod den mig genvinde en smule selvkontrol. Udmattet slæbte jeg mig ud af huset, hed af anstrengelse og af parasittens feber, der bankede i mit blod.
Morgenrøden faldt på mit koldsvedige ansigt, og bag parasittens fængsel skreg jeg tavst ved visheden om, hvad smitten ville koste mig. Jeg sank i knæ, mens solens første stråler slog smut på computerskærmen, der havde fanget det ildevarslende resultat af parasittens første angreb; et udkast til en ny roman.

Foredrag om de sociale mediers skyggesider

Foredrag om de sociale mediers skyggesider

Jeg var til spændende planlægningsmøde med bibliotikar Birgitte Haag Jespersen fra Holbæk bibliotek, hvor jeg holder foredrag torsdag den 29. august klokken 19.
Jeg vil holde oplæg om de sociale mediers skyggesider, og efter publikum har fået lidt snacks at sunde sig på, går vi videre til debat om overvågning, datatyveri og manipulation.
Vil man forberede sig på denne aften kan man læse min roman Datahelten, der fås på alle biblioteker og boghandlere, men det er bestemt ikke et krav.
Der bliver også mulighed for at købe og få signeret bogen.
Facebook begivenheden findes her: https://www.facebook.com/events/2376082789384936/
Man kan læse om romanen Datahelten her: http://benjaminlamberth.dk/datahelten/
God weekend!

Foredrag og debat på Holbæk bibliotek

Foredrag og debat på Holbæk bibliotek

Den 29. august er jeg inviteret på Holbæk bibliotek for at holde foredrag og deltage i debat om dataetik. Alle er velkommen, men selvom det er gratis, skal man lige bestille billet, da der er begrænsede pladser.
Sidst jeg holdt foredrag var det i Asnæs kulturhus, hvor de efterfølgende kom med denne vurdering af arrangementet:

”Vi har haft besøg af Benjamin, som veloplagt fortalte om sin bog Datahelten – uden at spoile handlingen, vel at mærke.Han er meget aktuel med sin analyse af den måde vi påvirkes af data og sociale medier – både bevidst og ubevidst.Med stor indsigt fortæller han om hvor meget indflydelse og indvirkning vores omgang med sociale medier og nettet har på vores liv, vores evne til at involvere os socialt, og vores evne til at fordybe os.Han leverer et tankevækkende foredrag, som giver lyst til at vide mere og ikke mindst læse romanen Datahelten, om en fars analoge modstand mod giganterne.”
– Bibliotekar Anette Rasmussen, Odsherred Bibliotek

Bestil billetter og læs mere om arrangementet her.

Brænd straks min bog, hvis du ikke bryder dig om den!

Brænd straks min bog, hvis du ikke bryder dig om den!

Kære læser,

Hvis du er gået i gang med min roman Datahelten og ikke kan lide den, vil jeg bede dig hente den på din reol straks og smide den i skraldespanden. Eller læg den under et bord der vipper, brug den som bordskåner, optænding, toiletpapir, smid den ud af vinduet eller lav en Paludan og fut den af i din Weber.
Hvad end du gør, skal du ikke læse den færdig!
Der er alt for mange, der læser bøger, de ikke bryder sig om. Fordi nu er de begyndt, og deres indre skolemester prædiker, at ordentlige mennesker ikke springer fra en bog i utide. Alt for mange læser klassikere, de ikke bryder sig om, fordi deres eget overjeg, kultursnobbede forældre eller selvfede venner forventer det.
Personligt slæbte jeg mig igennem Kongens fald, fordi den er udråbt af Gud ved hvem som ”århundredes bedste danske bog,” selvom den har et plot, der vil i flere retninger end en vejrhane i orkan.
Derfor vil jeg have, at du straks går til din bogreol og flår alle de skidne bøger ud, der har samlet sig som ukrudt over årene. Du ved godt, hvilke bøger det ville lette dit hjerte at komme af med.
Det er alle dem, som du ”bør” læse. Dem hvor du ikke mærker en lille snurren i maven, når du trækker dem ud af reolen. Dem der ikke dufter af forventningens læseglæde, men stinker af pligt. Dem du fortæller dig selv, at du først skal læse, før du kan kaste dig over den lækre romantiske roman, fede science fiction fortælling eller samling af erotiske historier, som du egentligt helst vil læse, hvis du tillader dig at pølse på dine egne og andres støvede forventninger.

Foredrag og debat om romanen Datahelten og dataetik på Holbæk bibliotek

Foredrag og debat om romanen Datahelten og dataetik på Holbæk bibliotek

Onsdag den 28. august 2019 kl. 19.00-20.30

“Vi er alle gidsler i den globale datakrig”. Mød Benjamin Lamberth i samtale om sin debutroman ”Datahelten”.

Om ”Datahelten”
Hvad gør en far, når hans datter kommer under angreb på internettet? Peter gør det eneste, han kan. Han går til analogt modangreb.
I kølvandet på hans hærgen møder vi de mennesker, der lever af den globale datakrig. Det bliver en skæbnesvanger nat, og læseren må snart spørge sig selv, hvad prisen er for at leve i en verden domineret af data.
Dataheltener en højaktuel thriller, der lader sine karakterer løbe linen ud som forsøgskaniner i et verdensomspændende psykologisk eksperiment. Nøglen ligger i IT-gudernes algoritmer – vor tids bedst bevogtede hemmelighed.

Om forfatteren
Benjamin Lamberth er vokset op på øen Saltholm i petroleumslampens skær, som den ene af blot to fastboende familier. Benjamin udtaler ”Når vinden hylede over det golde landskab, isen afskar os fra fastlandet i månedsvis og der skulle spares på diselgeneratorens brændstof, fordybede vi os i bøgernes magi. Den tid skabte min kærlighed til den tankevækkende fortælling, som sidenhen har ført mig til at skrive romaner”.

Efter præsentation læser Benjamin Lamberth højt fra romanen og diskuterer temaet med Birgitte Haag Jespersen. Birgitte arbejder til dagligt med blandt andet datasikkerhed og de algoritmer der for eksempel er med til at styre bibliotekets materialevalg.

Arrangementet er gratis, men der skal bookes billet her: https://api.place2book.com/da/choose_ticket_sales_workflow?seccode=gxhur33z88

Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris

Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris

Jeg er kandidat til Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Men Datahelten er i et skarpt felt med 23 andre fortræffelige romaner, og der uddeles kun to priser.
Det må give mig 1/12 chance. Det er fine odds, og hvis jeg er en af dem, der stikker af med prisen, kan jeg stikke 50.000 skattefrie stakater lige i lommen.
Det ville ikke gøre noget at have lidt på kistebunden til kommende bogprojekter eller til et par sko, som Lars Lykke ville sige.
Så håber jeg bare, prisuddelingen foregår som på billedet.

JAGTEN PÅ SKRIVETE, KAPITEL IV

Jagten på skrivete, kapitel IV

Jeg må smerteligt erfare, at hjemmelavet kamillete smager lige akkurat som det, jeg køber i Brugsen til 4.95 kr. for 20 breve.
Tilbage til tegnebrættet!
Heldigvis har jeg fine forslag til andet hjemmelavet te fra Line Sofie, Espersen, Lene Rasmussen, Lene Frøslev Larsen og Mette Walther
Gud ske tak og lov for det!