Skip to content

Den nat det næsten endte som i Fluernes herre

Den nat det næsten endte som i Fluernes herre

Jeg har tygget mig igennem ”Fluernes herre” af William Golding. Den mindede mig om en overlevelsestur på en efterskole, hvor jeg arbejdede som lærervikar. Eleverne havde vandret i dagevis. Til aften havde de spist høns, de selv havde halshugget. Jeg husker, hvordan de drenge, der gik til dyrene med mord lysende i blikket blev underligt tavse, da hønsehovedet lå og blinkede til dem i græsset.
Efter maden opdagede de, at to af pigerne var væk. Panikken bredte sig som en løbeild gennem skoven, og snart ringede vi efter hjemmeværnet, der flængede natten med hujende sirener og skrattende radioer.
Eleverne blev sat til at lede i kæder. De tumlede gennem skoven med flakkende lommelygter og fór sammen ved den mindste lyd. Jeg hørte dem skrige gang på gang, men vidste ikke hvorfor. Jeg var blevet i skovbrynet med en flok piger, der var bukket under af angst. Men de skreg inde skoven, fordi deres lommelygter oplyste blodige tøjrester, og jeg vidste, de knugede sig til deres overlevelsesknive.
De fandt pigerne i underskoven, nøgne og skælvende af gråd.

Eleverne vidste ikke, det var en øvelse. De anede ikke, at blodet var ketchup og at de forsvundne piger græd, fordi de var hundeangste over at høre deres venner jamre af frygt. Pigerne var ikke nøgne, men de var de i drengenes hoveder, fordi skoven drev af rædsel. Da de store knægte kom brasende ud af krattet med tårestribede kinder, håbede jeg, at vi voksne bare ville få tæsk, for jeg frygtede, de ville bruge knivene.

Efter den nat ringede efterskolen aldrig til mig igen. Hvad der skete med læreren, der havde arrangeret eftersøgningen, ved jeg ikke. Men nogle år senere så jeg en TV udsendelse om hjemmeværnets lemfældige omgang med midler. Pludselig tonede to af efterskoleeleverne frem på skærmen og fortalte om den rystende nat i skoven, hvor det næsten endte som i Fluernes herre.

Published inUncategorized