Skip to content

Grebet af fortællingen

For mig var det romanen “1984.” Jeg kunne da godt lide at læse i forvejen, men da jeg læste den, blev jeg forelsket og afhængig af læsningens magi. “1984” greb mig og førte mig til Geroge Orwells fascinerende verden. Jeg var dybt optaget af begrebet nysprog, som i romanen er en betegnelse for myndighedernes bevidste valg af særlige gloser for at fremme deres version af virkeligheden. Efter “1984” opdagede jeg nysprog alle vegne. Vores soldater i Afghanistan havde ikke dræbt vores fjender, de havde neutraliseret fjendtlige kombattanter, og når soldaterne vendte hjem, dødsyge af at have opholdt sig i en krigszone, havde de ikke granatchok eller krigstraumer, men post traumatisk stress. Staten glattede ud og skjulte ubehageligheder under en nydelig fernis af nysprog. Problemer blev omdøbt til udfordringer, og de gamle blev kaldt ældre. “1984” havde åbnet mine øjne for en ny måde at betragte virkeligheden.

Siden dengang har jeg oplevet det mange gange. En fantastisk roman åbner nye døre i sindet og sætter livet i et nyt perspektiv. Som Bernard Werbers “Myrerne,” der åbnede min øjne for den fantastiske civilisation af avancerede væsner, vi deler klode med, men som vi sjældent skænker en tanke, bortset fra når vi lægger gift for at få dem ud af vores køkken. Eller Bernard Becketts “Genesis,” der åbnede mine øjne for maskinlæringens revolutionerende potentiale.
Jeg forsøger selv at skrive romaner, der giver læseren et nyt perspektiv på livet. I Datahelten viste jeg, hvordan It-giganterne investerer milliarder i at manipulere os, og at det ødelægge livet for alt for mange. Alene det at romaner viser os livet, som det ser ud fra et andet mennesket perspektiv, gør læsning uvurderlig. Det er da magisk, at jeg kan få en forståelse af, hvordan det må føles at være en amerikansk kvinde i 40’erne, der forelsker sig hovedkuls i en omrejsende fotograf, mens manden og børnene er bortrejst nogle dage. Det perspektiv gav den meget rørende “Broerne i Madison County” mig, og det er den slags indsigt, romaner giver os, som gør os til mere reflekterende og forstående mennesker.

Jeg tror på bogens udødelighed og dens universelle evne til at røre os, gøre os klogere på os selv og mere tolerante overfor vores medmennesker. Romanen er bestemt ikke død. Den åbner verden for nye genrationer, der smuglæser under dynen, fordi de er blevet hjælpeløst grebet af fortællingens magi. Som barn læste jeg med tårestribede kinder om Jonatans død i “Brødrende Løvehjerte,” nu læser børn hulkende om Dobbys triste skæbne i “Harry Potter.” Ord er stadig magiske. De kan gribe os og føre os til et sted, hvorfra vi ser verden, som vi aldrig har set den før.

Published inLæseglæde

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *