Parasitten i min hjerne

Jeg vågnede i nat, fordi noget havde boret sig ind i min hjerne og sad og generede. En parasit der ormede sig på plads gennem mine hjernevindinger. Da den ramte det rette sted, satte jeg mig lysvågen op i sengen og glippede med øjnene. Da var det allerede for sent. Bæstet havde inficeret hele mit baghoved, og dens smitte rasede gennem min blodstrøm og inficerede alt på sin vej. Glem den sorte død og den spanske syge. Parasitten tåler ingen sammenligning, for er den først kommet i dit hoved, så er du færdig. Der er ingen kur, ingen symptombehandling. Jeg vidste, jeg nu var en slave af parasitten, og at min krop kun tjente som villigt instrument for dens lyster. Slatten som en kludedukke tvang den mig på benene, og jeg stavrede mod kontoret som var det skafottet. Snart sad jeg badet i computerskærmens gustne skær og tampede manisk i tastaturet på parasittens befaling.
Først ud på morgenen lod den mig genvinde en smule selvkontrol. Udmattet slæbte jeg mig ud af huset, hed af anstrengelse og af parasittens feber, der bankede i mit blod.
Morgenrøden faldt på mit koldsvedige ansigt, og bag parasittens fængsel skreg jeg tavst ved visheden om, hvad smitten ville koste mig. Jeg sank i knæ, mens solens første stråler slog smut på computerskærmen, der havde fanget det ildevarslende resultat af parasittens første angreb; et udkast til en ny roman.