De magiske antikvariater

Som ung HF-studerende traskede jeg gaderne tynde i Holbæk. Jeg kunne ikke se det dengang, men i dag tror jeg, at jeg var ensom. Den gamle gruppe af kammerater var spredt for alle vinde i de forskellige studiebyer, og jeg havde ikke fundet et nyt fællesskab. Så jeg vandrede, filosoferede og skrev. Det blev til virkelig mange kilometer i de år, fordi jeg boede til leje uden for byen i et usselt kammer hos en gammel mand, og hver dag gik turen ind til Holbæk. Ofte var det Smedelundsgade, der var mit mål, for her lå en vidunderlig oase: antikvariatet Bogart.
Det var som at træde ind i Aladins hule. Gamle bøger, LP’ ere, tegneserier og alverdens sære samleobjekter lukkede sig om mig i en duft af gulnede papirer. Her var alt, hvad læsehjertet kunne begære, hvis man ellers kunne finde det, for butikken var en labyrint af reoler og bogkasser. Det var en stor del af charmen at gå på eventyr og komme hjem med en bogskat, man ikke anede fandtes.
Bag disken, der flød af bogstakke, postkort og pladeomslag, stod Jørgen “Bogart” Thomsen, og det havde han gjort i 40 år. Da jeg begyndte at komme i Bogart, var Jørgen en ældre herre. Sådan så jeg ham i hvert fald, men jeg var også meget ung. Han havde en fantastisk hukommelse og kunne finde en hvilken som helst bog i butikkens kaos. Jørgen var ekspert på sit område og gav fantastisk rå og vejledning til sine kunder, men han var også ganske bestemt, når snakken faldt på banksystemet, og det gjorde den ofte hos Jørgen. I Bogart kunne man betale kontant, og kun kontant. Her var ingen dankortterminal eller MobilePay, og Jørgen ville ikke høre tale om at indføre den slags moderne modbydeligheder.
“Jeg vil ikke have noget at gøre med banker,” erklærede han, og så måtte kunderne på jagt efter den nærmeste hæveautomat.

Der var et par andre gode bogoaser i Holbæk. Antikvariatet i kælderen ved stationen havde lumre blade i vinduet, og efterhånden havde genbrugsbutikkerne et pænt lille udvalg af bøger, men intet slog Jørgens butik, der var en rejse ind i en forunderlig verden.
Jørgens butik blev et åndehul for den lidt fortabte, ensomme unge mand, jeg var dengang.
En dag, jeg kom forbi Bogart, havde Jørgen sat et papskilt i vinduet. Der stod:
“Butik til salg. Varer, inventar, lager mm. kan overtages på fordelagtige vilkår. Lejemålet kan fortsætte hvis ønskes, og navnet »Bogart« får du med. Kig ind og hør nærmere.”
Jeg blev oprigtig trist. Selvom jeg i mellemtiden var blevet læreruddannet, havde fået familie og var blevet romanforfatter, så jeg ikke så ofte havde tid til at besøge Bogart, frygtede jeg, at det magiske åndehul ville forsvinde. Jeg havde flere gange hørt Jørgen mumle noget om, at butikken ikke gav ham større indtjening, end bistandshjælp ville. Alligevel fortsatte han med at drive sin butik, men hvem skulle have lyst til at overtage? Jeg var ret sikker på, at det ville blive Bogarts død.
Men miraklet skete! Nogle måneder senere læste jeg en artikel i lokalsprøjten om at tre unge mennesker havde opkøbt Bogart, rykket butikken ind i større lokaler et par husnumre væk og havde indrettet den med kaffesalg. Det virkede helt utroligt, at det skulle være lykkedes at drive Bogart videre, og jeg må indrømme, at jeg var noget skeptisk. Var min kære gamle Bogart nu blevet et fancy cafésted, hvor bøgerne kun skulle tjene som kulisse for cafékunder med hovedet i deres mobiler?
Min frygt blev gjort helt til skamme!

De tre unge mennesker havde nyindrettet Bogart fuldstændig, og butikken var blevet fantastisk flot! Væk var de snørklede gange mellem bogreoler og den støvede duft af ælde, men det var blevet erstattet af et smukt, grønt lokale med brune møbler, hvor bøgerne virkelig kom til deres ret. For det var heldigvis stadig bøgerne, der var i centrum. At man også kan nyde en kop kaffe, mens man bladrer i nyindkøbte skatte, er bare en bonus.
Selvom jeg stadig kan savne Jørgen og hans specielle kompetente men bestemte facon, så er det fantastisk at opleve bogglæden og servicen hos Rikke, Mathilde og Roelof. De har virkelig skabt en skøn stemning, og de brænder for kulturen og bogarrangementer.
Jeg glæder mig virkelig over at Bogart lever videre som fugl Fønix – genfødt og alligevel af den gamle ånd, og det bliver en fornøjelse at skrive på mine romaner dernede engang imellem.

Længe leve alverdens antikvariater og de fantastiske ildsjæle der driver dem. Guderne skal vide, at de ikke gør det for pengenes skyld, men af ren bogkærlighed.