Kærlighed til krimi

Gæsteindlæg af krimiforfatter Karen Inge Nielsen

Krimien er en af Danmarks mest populære genre, og det er der god grund til. Krimien rummer den spænding vores hverdagsliv ikke gør. Den rummer alt det, vi normalt tager afstand fra og forfærdes over, men samtidig drages af. For vi drages af det forbudte som en anden Misse Møghe drages af mænd (i tante Møghes optik i hvert fald).

Mødet, der fik mig til at blive hængende

Jeg har selv altid elsket krimigenren. Det har været min favoritgenre fra mine sene teenageår. De mørke, forbudte handlinger, der knap nok er til at forstå, har fået mig til at grave mig gennem hundredvis af krimier. Jeg husker stadig mit første møde med krimierne, som var en bog af Minette Walters jeg fandt på mit bibliotek i midten af 90’erne. Isskabet med liget, intrigerne, og det faktum, at jeg blev drevet rundt i manegen i jagten på morderen, tiltalte mig og en krimi blev hurtigt til flere.

Senere kom der tv-programmer til, og det gav mig yderligere forkærlighed for krimien – en del krimier er nemlig så godt researchet, at de ligger utrolig tæt op ad virkeligheden. Det forbudte – eller dragende – bliver endnu være nærværende, når det får et touch af ”det kunne være virkelighed”. Grænsen mellem krimi og true crime viskes ud, og for nogle timer er hverdagen skiftet ud med en efterforsker, der lever et helt anderledes liv, end jeg selv. Jagten på en bestialsk morder er sat ind – og jeg er næsten med til at fange ham.

Undergenre for enhver smag

Krimi giver livet spænding. Der er hardcore krimi, for den hærdede læser, der ikke er sådan at ryste, og femikrimi for den, der er til det mere bløde med et strejf af romance, dog uden det bliver en kærlighedsroman. Og så er der alt det midt i mellem. Nogle krimier vægter forståelsen af gerningsmandens bevæggrund, andre sætter fokus på opklaringen eller retsmedicinen, mens en helt tredje gruppe vægter efterforskerens privatliv. Krimi er så meget mere end én genre, men fælles er, at de alle bringer os en smule tættere på det forbudte. Den værste forbrydelse af dem alle. Drabet.

Favoritter og de uopdagede

Jeg har flere yndlingskrimiforfattere. Af udenlandske forfattere holder jeg utrolig meget af at læse Chris Carter, Cody McFadyen og Simon Beckett, som alle ligger i den barskere ende af skalaen, men også Jo Nesbø og Jørn Lier Horst tiltaler mig utrolig meget. Deres karakterer er elskelige, til at tage at føle på, og giver en helt særlig tilknytning til serierne. Fra den danske scene er det en slet skjult hemmelighed, at jeg har et crush på Jens Henrik Jensens serier. Både Nina Portland, Jan Jordi Kazanski og Niels Oxen, som hans hovedpersoner i de tre serier hedder, har beriget mit læseliv fantastisk meget. Han kan om nogen dansker skrive en krimi!

Det er let at holde sig til det kendte, men vi har som læsere godt af at udfordre os selv og opdage nye forfattere. Reklamer, hype og boggrupper har en tendens til at tale om de nyeste bøger fra de mest kendte forfattere. Det er dejligt at følge med i det, der rør sig, men nogle gange kan man give sig selv en rigtig god oplevelse ved at træde et skridt uden for stien. Selv gør jeg det ved at dykke ned i e-reolens ’De blå titler’, som ikke tæller med i den kvote af lyd- og e-bøger, jeg frit kan læse eller lytte hver måned. Og det har virkelig bragt mange gode oplevelser med sig. Forfattere, jeg ikke anede eksisterede, har fortalt historier, der virkelig har overrasket mig. Jeg kan kun opfordre til at prøve det af.

Rigtig god læselyst

Karen Inge Nielsen