Rørende dedikationer

Når jeg tænker på mine evigt voksende læselister, får jeg nærmest åndenød. De svulmer og formerer sig, breder sig over notespapir, på bagsiden af konvolutter, på Goodreads, i noterne på min mobil, på bagsiden af servietter, og de manifesterer sig som noter på mine hænder, når jeg hører en særligt dybfølt boganbefaling på podcast og ikke har papir i nærheden.
Jeg bliver aldrig færdig. Om jeg så bliver 110, vil jeg aldrig får streget samtlige bøger ud på alle mine læselister. Derfor har jeg travlt. Jeg drives frem mod den næste roman evigt bevidst om at livet er kort, og at strømmen af fantastiske, nyudkomne bøger er tiltagende. Derfor spilder jeg ikke min tid. Jeg læser hurtigt og effektivt, og ja, skyldig, nogen gange får jeg ikke smagt ordentligt på ord, der er så veltilberedte, at jeg føler mig som en sjuft, fordi jeg sluger dem råt og ikke lader dem simre, før jeg grådigt hugger næste kapitel i mig.
Fordi jeg har så travlt, læser jeg ikke andet end selve teksten. Jeg spilder ikke et sekund af min dyrebare læsetid på forord, dedikationer og da slet ikke på knastørre litterater, der skal kloge sig i indledningen til de store klassikere.
Men så skete der noget. Nogle skelsættende forandringer sker brat og brænder sig fast på nethinden og i hukommelsen, andre kommer snigende, men med sammen afgørende kraft. Jeg husker ikke, hvilken dedikation, der fik mig til at forandre mine læsevaner. Måske var det kedsomhed, eller et tilfældigt øjebliks ventetid ved kaffemaskinen eller billetautomaten, der fik mig til at læse en dedikation som tidsfordriv, før jeg endeligt kunne kaste mig over det egentlige læseeventyr. Jeg ved ikke, hvad der gjorde udslaget, men nu læser jeg dedikationer med stor passion. De er ofte rørende, overraskende og giver et kort glimt ind bag de velredigerede ord til kernen af de tanker og følelser, forfatteren var opslugt af i skriveprocessen. De gode dedikationer giver indblik i mennesket bag forfatteren.

Her er yndlingsdedikationerne fra min bogsamling: