Rør mig

Jeg husker tydeligt, første gang jeg læste en roman, der virkelig fik mig til at føle noget. Jeg følte inderligt, at jeg skulle kaste op. Der var sket det magiske, at ord trykt på et stykke papir for et halvt hundrede år siden var blevet til kvælende kvalme i min hals. Bøger er virkelig transportabel magi, som Stephen King siger. Bogen var Sven Hazels “Døden på larvefødder” (eller hans kones eller hvordan det nu er med den spegede sag med hr. Hazel).
Hovedpersonen var kommet i en strafbattalion, der skulle rydde op i et børnehjem efter et voldsomt brandbombeangreb. De skovlede børnedele op i badekar, trillebøre og spande, mens jeg måtte tage nogle velvoksne slurke af min læsethe for at skylle den grimme smag ned.
Og det er da virkelig et under, at en forfatter for et halvt hundrede år siden fantaserede sig til at have kvalme og beskrev den følelse af væmmelse så nøje, at min hjerne oversætter ordene til fysisk ubehag. Det er det, de bedste bøger kan; de kan røre os, hvad enten de får os til at blive kvalme, triste, eventyrlystne eller eftertænksomme.

Det er noget spøjst noget at blive ramt af effekten af nogle sorte klatter på et stykke papir. Sidst jeg oplevede det, var med Karen Inge Nielsens meget barske og velskrevne krimi “Færgemanden,” der ramte mig hårdt. Måske fordi ofrene for den brutale tortur var børn på min egen datters alder, og det forklarer jo, hvorfor vi rammes så forskelligt af forskellige romaner. De virker, hvis de kan ramme dig lige der, hvor du er i livet. Som min søster engang sage tørt: “Når man er blevet mor, er døde børn bare ikke så sjove længere.”
Men bøger kan jo heldigvis ramme os med så meget andet end følelsen af ubehag. Når jeg læser en god eventyrroman, bliver jeg stadig ramt af den samme lyst til at drage ud på fantastiske rejser til fjerne lande og galakser, som da jeg første gang læste “Skatteøen,” eller da jeg var i det eksotiske Miklagård med “Røde orm” eller strejfede omkring på Hyborias sletter med barbaren Conan fra Robert Howards noveller.

Engang passede jeg en stand på et julemarked, men det blev snestorm i flere dage, så der kom ingen gæster. Det gav mig rigeligt tid til at læse “En verdensomsejling under havet,” og den fantastiske fortælling tænker jeg stadig på, når jeg hører bestemte julesange.
Bøger er ikke bare magiske portaler til helt andre verdner. De er også indrettet så snedigt, at de får det til at se ud, som om man stadig er til stede, mens man udforsker fremmede himmelstrøg. Således var jeg tilsyneladende på badeferie i Kroatien med min familie sidste år, men i virkeligheden fløj jeg rundt over Vestfronten med Albert og Den Røde Baron i Kåre Johannessens “Kejserhøgen.”
Det at blive rørt af en bog er vel essensen af læseglæde og årsage til, at vi stadig læser, selvom vi lever i verdens mest digitaliserede land. Det er jagten på den næste roman, der vil bevæge os enten følelsesmæssigt eller mentalt. Som ung blev jeg meget optaget af Kåre Bluitgens “Sabers udsendinge,” hvor helten strider sig gennem farlige ørkner og modbydelige røverstammer for at nå frem til det ultimative mål; bogen over alle bøger.

Om jeg så bliver hundrede, bliver jeg aldrig træt af at blive rørt af en god bog. I mine egne romaner forsøger jeg at få læseren til at tage stilling, fordi jeg tror på, at de bedste bøger stiller flere spørgsmål, end de besvarer. Det er læseren, der skal tænke og ikke bogen, der skal tænke for læseren. Man kan genkende den slags bøger på, at de rumsterer i vores hoveder længe efter andre fortællinger for længst er glemt. De udfordrer os til at se verden en smule anderledes, så du ikke er helt er den samme, når du lukker bogen, som du var, da du åbnede den. Hvilken bog har du senest læst, der kunne det?