Desperat efter et sted at have skrive- og læsero ringede jeg engang til en dame, der havde et skur til salg på Den Blå Avis. Man kunne bare komme og pille det ned, og i min længsel efter at få et sted med ro til fordybelse i bøgerne, var jeg klar til at flytte min bogsamling ud i et skur i haven.
Jeg ringede til nummeret i annoncen og spurgte damen, om jeg måtte komme og se skuret med det samme. Det måtte jeg gerne, og jeg smed hvad jeg havde i hænderne og kørte derud med det samme. Inden jeg nåede frem, ringede damen med skuret tilbage og sagde, at hendes moster desværre også var interesseret i skuret, så jeg kunne alligevel ikke få det. Jeg mærkede en trang til at sige damen nogle borgerlige ord om anstændigheden i køkultur og det hæderkronede først-til-mølle princip, men jeg gjorde det heldigvis ikke. Det var nemlig løgn, at damens moster havde set sig lun på det gamle skur, der var en anden, der med vilje havde sat en kæp i hjulet på mine drøm om læsero i haven.
Jeg blev mildest talt skuffet, for ikke at sige edder spændt rasende, og kørte hjem og beklagede mig til min kone hele eftermiddagen. Hvad jeg ikke vidste, var at det var hende, der havde ringet til damen med skuret og havde bedt hende opfinde en undskyldning, så at jeg ikke kunne få det.
Jeg er ellers en meget fredelig fyr, men den eftermiddag var jeg sydende arrig og dødskuffet. Det handlede ikke om det gamle skæve skur, jeg var blevet snydt for. Slet ikke. Det handlede om at jeg i årevis havde været dybt frustreret over ikke at have et sted, hvor jeg kunne nyde mine bøger i ro. Et sted der var mit eget, hvor jeg kunne fordybe mig i min bogsamling, og hvor jeg kunne have fred til at skrive mine egne romaner. Vores hus er ikke så stort, så der var altid larm fra børn og skærme, hvor end jeg gik hen. Løsningen blev altid, at jeg greb min computertaske, snuppede et par bøger under armen og drog ud i verden for at finde mig lidt skrive- og læsero.
Jeg har læst og skrevet de mærkeligste steder gennem tiden; i toget, på toiletter, i bilen, på restauranter og cafeer, ja, til sidst fik jeg opøvet min evne til til at skabe min egen boble af ro så meget, at jeg kunne læse og skrive i Legejunglen.
Men jeg havde fået nok. Jeg længdes inderligt efter roen til fordybelse, og det var den længsel, der fik skur-røveriet til at føles så nedslående.
En konspiration afsløres
Noget tid senere havde jeg en dag besøgt en kammerat, og han var så venlig at køre mig hjem. Da jeg ankom til min indkørsel, blev jeg mødt af min kone, der beordrede mig til at tage øjenbind på. Det var en lidt usædvanlig ordre at få udenfor soveværelset, men jeg adlød og blev ført famlende ud i vores have. I det jeg fik bindet af, blev jeg mødt af et øredøvende huraråb fra en masse venner, familiemedlemmer og naboer. De havde knoklet hele dagen for at omdanne haven til en fest. Der var sat pavilioner, køleskabe og en bar op, og for at vi kunne holde varmen, havde de hentet en håndfuld gamle brændeovne, som de tændte op i. Det var et surpriseparty i anledningen af min 40-års fødselsdag, og gaven var fantastisk rørende; De havde splejset til materialerne til en hytte, hvor jeg kunne få skrivero og indette mig med min elskede bogsamling!
Det var derfor, min kone var blevet så desperat, da jeg ringede og fortalte, at jeg havde fundet et skur til mine bøger, og det fik hende til at lokke skursælgeren til at finde på historien med mosteren uden køkultur.
Takket være et fantastisk arbejdssjak tog det kun nogle måneder at få hytten færdig. Det var en stor dag, da jeg første gang kunne sætte mig ud og skrive og læse i total stilhed. Der var stadig intet gulvtæppe, og rockwollen var ikke dække til endnu, men den magiske ro var installeret, og jeg havde fået læsero!
Nu bruger jeg min hytte hver eneste dag, og kan slet ikke undvære mit skønne fristed. Mit eneste hængeparti er, at jeg synes, hytten skal hedde noget, og jeg er ikke kommet på det helt rigtige navn endnu.
Forslag til hyttens navn modtages med kyshånd!
fin historie
Min hytte hedder ‘stærekassen’
Den har også lidt fortælling dinglende efter sig…