Skip to content

Hårde tabermænd og bløde vindermænd

Hårde tabermænd og bløde vindermænd

Jeg er så privilegeret, at jeg har en flok mænd omkring mig, som jeg har kendt siden folkeskolen. Jeg ved, det langt fra er alle, der er så heldige at have nære livsvidner, som har fulgt med fra barndommen, gennem ungdommen og til nu, hvor jeg er midt i livet og så småt kan ane slutningen. Det er en kæmpe gave at have mennesker i sit liv, som kan tale med om hele din rejse. Kammerater der kan sætte dit liv i perspektiv, fordi de kender dine forældre, dit barndomshjem og hele din udvikling indgående. Det er sådanne lange, nære relationer, man virkelig kan støtte sig til, og som man kan snakke med om det, der gør ondt.

Vi har holdt kontakten og fulgt med i hinanden liv. Vi holder julefrokost, sommerfest, påskefrokost og går i byen sammen. Der kan gå måneder mellem vores arrangementer, men alligevel er vores forhold altid det samme. Stabile venskaber i en foranderlig verden. Et selskab hvor man kan være sig selv hver gang, fordi de ved, hvor man kommer fra. Og vi drikker, og vi joker, vi snakker politik, historie, videnskab, og vi har det så fantastisk sammen, at en weekend med de gamle kammerater er væk på et øjeblik. Det eneste vi ikke gør, er at tale om noget væsentligt. Sådan var det i hvert fald indtil for et par år siden, hvor én i vennekredsen havde modet til at sige åbent, at han syntes, vi skulle indlede vores sammenkomster med en ærlig udmelding om, hvor vi er i livet. Det ændrede meget og gjorde det lettere at række ud og være sårbar, når man er i knibe.

En dag så jeg i en statistik, at vi mænd er overrepræsenterede på en lang række negative parametre. Vi slås oftere end kvinder med ensomhed, ufrivillig barnløshed, misbrug, kriminalitet, dårligt helbred og dårlig uddannelse. Vi har det med at gå i hundene, og vi gør det alene. Noget kunne tyde på, at vi mænd er langt dårligere end kvinder til at håndtere livskriser. Jeg kunne ikke slippe tanken om at finde ud af, hvorfor vi mænd er sådan nogle tabere. Jeg opsøgte mandeterapeuter, der gav mig indsigt i, hvorfor mænd så ofte bider i græsset. Der er nemlig et tydeligt mønster.

I disse år har vi, heldigvis, meget travlt med at tale om kvinders vilkår og udfordringer. Der er stadig meget at rette op på, og det er sandt, at der er en elite i samfundet, hvor mænd er overrepræsenterede. Det er også sandt, at mænd er overrepræsenterede på bunden af samfundet, og der er tale om en antalsmæssigt langt større gruppe. Tabermanden er ham, der aldrig rigtigt lykkedes med at trives i uddannelsessystemet og som aldrig rigtig får bidt sig fast på arbejdsmarkedet. Han sidder alene tilbage i en lejebolig i udkantsdanmark og ser kvinderne forsvinde ind til byerne og de spændende uddannelser og jobs. Det er dog ikke den mandetype, der har interesseret mig, selvom han bestemt kunne trænge til noget opmærksomhed. Ham jeg har beskæftiget mig med, er tabermanden, der gør alt det rigtige, men alligevel ender på bunden. Måske har han interesseret mig, fordi han ligner mig og til stadighed minder mig om, at det kan nå at gå galt endnu. Det er manden, der tager den uddannelse, der giver en god løn eller stabile forhold, uden egentligt at interesserer sig for den. Så møder han en kvinde, der vil have ham som kæreste, og han accepterer, fordi hun er sød og giver adgang til sex. Senere vil hun have hus, børn og bryllup, og det går han med til, fordi sådan gør man jo. En skønne dag spørger han sig selv, ofte ubevidst: Gad vide om dette er noget for mig?

Det kan virke komisk, fordi idioten har haft hele sin ungdom til at mærke efter og vælge en anden vej, hvis han ville. Han kunne have valgt en uddannelse, han brændte for, en kæreste han var forelsket i, en bolig der passede til hans livsstil eller valgt at vente med børn til det passede ham, eller helt vælge dem fra.

I stedet gjorde han i blinde det, der forventedes af ham, fordi det var lettest. Når man lever bevidstløst, behøver man ikke tage stilling til, hvor man vil hen. Tanken om at han er fanget i et liv, han aldrig har taget stilling til, er så kvælende, at han ikke kan konfrontere den. Igen vælger han det belejlige og dulmer sine følelser med et eller andet, der kan få ham til at glemme, at han har været en kujon, der aldrig har taget en vigtig beslutning. Han drukner sig i alkohol, arbejde, porno eller gaming. Imens går det op for hende, at hun har giftet sig med et skvat. Ikke et skvat efter den gamle målestok, hvor skvattene var de mænd, der ikke kunne klare mosten, og som ikke kunne forsørge familien. Hendes mand er et skvat efter den moderne målestok, hvor mændene måles efter deres evne til at mærke efter og tale åbent om følelser og behov. Og på den skala er han håbløs.

I et sidste desperat forsøg på at være mandig i klassisk forstand, tager han bort og efterlader hende huset. Han ofrer sig for kvinden og børnene, men hun forstår ikke, at det er hans forældede og bagvendte måde at vise, at han gerne vil være der for hende. Det er også belejligt, fordi han igen vælger at være mand på den gamle måde, hvor man er dygtig, hvis man kan holde ud, og det er umiddelbart lettere end at skulle beskæftige sig med det, der egentligt er galt. Han forstår ikke, at det er en stakket frist, før han bliver indhentet af alt det lort, han har efterladt bag sig.

Først da han er alene går det op for ham, at han har glem at pleje sine venner, fordi han også overlod det sociale til kvinden, og derfor er der ingen til at gribe ham. Selv hvis der var, er der stor sandsynlighed for, at vennerne ville være af den gamle mandetype, der ikke er til meget hjælp, når det ikke er håndgribelige problemer, der skal fikses. Han er så vred og bitter, fordi han gjorde alt det rigtige og alligevel ikke lykkedes. Derfor må han dulme følelserne mere, og spiralen mod bunden er indledt.

Jeg er opvokset på Saltholm, en stor og totalt flad ø i Øresund, kun 12 kilometer fra Rådhuspladsen. Selvom det var i 80’erne, var forholdene meget primitive. I vinterhalvåret boede der kun én anden beboer på øen ud over min familie. Elektricitet kom fra en dieselgenerator og var en begrænset resurse, så en god film i fjernsynet stoppede brat, når der ikke var mere brændstof. Resten af tiden klarede vi os med petroleumslamper. Vintrene var iskolde. Vi holdt varmen ved at brænde drivtømmer af i kakkelovnen og når isen kom, var vi totalt isolerede. Drikkevand samlede vi i tønder forbundet til tagrenderne, og toilettet var et gammeldags lokum, som vi tømte i en nærliggende kalkgrav. Det var et simpelt liv, og Saltholm var en barsk og ensartet ø. Om vinteren blev det meste af øen oversvømmet, og der stod altid en strid blæst over de åbne vidder.

Da jeg satte mig for at skrive en roman om den gamle og nye mandetype, vidste jeg, at den skulle foregå på Saltholm. Titlen, Tabernes Atlantis, lå ligefor. Øen passer rigtig godt til de traditionelle mandeidealer, hvor man må klare sig trods fysiske anstrengelser og knaphed, og lige på den anden side af vandet ligger café latte København, hvor man ikke når langt, hvis man ikke kan kommunikere på den rette medfølende måde. Det er hattedamerne og de moderne, bløde mænds revir, hvor den gamle mandetype ikke har en chance.

Min far var opsynsmand på Saltholm, så plottet blev, at en mand, der havde gjort alt det rigtige i livet, blev skilt og stod tilbage uden kæreste, barn, job eller venner. Han havde fulgt det mønster, som mange moderne mænd gør, og ligesom så mange andre, forliste han. Vores hovedperson bliver samlet op af opsynsmanden på Saltholm, der efterlader ham alene i en gammel gård på øen. For første gang skal han klare sig selv i en verden, hvor man ikke kan tale sig fra noget, og hvor der ikke er noget til at dulme tankerne om, at han aldrig har taget stilling til noget væsentligt i livet. Opsynsmanden efterlader breve til hovedpersonen, der indleder en rejse af smertefuld selverkendelse. Paradoksalt nok skal han til Saltholm, der passer til den gamle mandetype, for at forsøge at transformere sig til den nye mand, der kan klare sig i de bløde mænds storby.

Først da jeg havde skrevet romanen og gennemlæste den for sidste gang, indså jeg, at den handlede om mig og min far. Det var jo åbenlyst. Min far var opsynsmand på Saltholm. Historien handler om en mand på omkring 40 år, der er i krise og må bo på Saltholm, hvor han får hjælp og gode råd fra opsynsmanden. Jeg græd, da det gik op for mig, fordi min far døde, da jeg var 18 år, og nu forstod jeg, at jeg havde manglet en opsynsmand i mit liv, der kunne have hjulpet mig på vej som mand. For andre, der havde fulgt med i mine skriverier, var det åbenlyst, at det også handlede om mig og min far. Ofte kan vi ikke selv se de ting i vores liv, der er indlysende for andre.

Saltholm passer godt til den gamle mandetype, der frem for alt skulle være stærk. Han skulle kunne holde ud og tage livets tæsk uden at knække. Når familien skal forsørges, nytter det ikke, at manden har travlt med at søbe rundt i sine følelser i stedet for at skaffe penge og status til hjemmet. Det var en mandetype, der passede godt til industrisamfundet, hvor de seje mænd var dem, der havde udholdenheden og viljen til at klare sig på et fysisk hårdt arbejdsmarked. Der havde den moderne mand ikke klaret sig to dage.

Den moderne mandetype skal først og fremmest være ærlig. Han skal besidde en veludviklet evne til at mærke efter, hvad han føler, og det skal han kunne kommunikere hensigtsmæssigt og respektfuldt. Det kan i sig selv være svært for os gamle hanelefanter. Hvad værre er, at han også skal være ærlig overfor sig selv, og det er en næsten håbløs opgave, når han er så let at bilde noget ind.

At gennemgå en transformation fra den gamle til den nye mandetype er efter min mening den største udfordring, min generation af mænd står overfor. Mange klarer den ikke, og de går under. De, der klarer den, kan træde ind i den nye verden langt følelsesmæssigt stærkere end den gamle mandetype nogensinde var.

Jeg er heldig.
I min vennekreds er transformationen til den nye mandetype lykkedes nogenlunde, selvom det stadig er en rejse og nok vil være det resten af livet, fordi ham den firkantede fyr stadig sidder dybt i os. Det er bestemt ikke min fortjeneste, at vi er nået så langt. Det var en af de andre, der havde modet til at kaste sig ud på dybt vand uden at ane, om han ville blive grebet af os andre. Det var ham, der turde sige: “Hør her, jeg synes, vi skal begynde med en runde, hvor vi fortæller, hvad der egentligt foregår i vores liv.”For kvinder, og måske for nogle moderne mænd, kan det virke banalt og ufarligt. Men han løb en virkelig risiko ved at udfordre den gamle mandetype i os og med en enkelt sætning foreslå, at vi indledte en proces med at udskifte hele vores værdigrundlag. Det var modigt og prisværdigt og absolut ikke en selvfølgelighed for mænd af min generation. Han sprang, og vi greb ham. Det gjorde vi, fordi vi er en tæt flok, der har kendt hinanden i så mange år, og som derfor kan rumme meget, men det er bestemt ikke alle mænd, der har den hjælp til at transformere sig.
Derfor er jeg forbandet heldig.

Published inLæseglæde

2 Comments

  1. Kristian Alex Larsen Kristian Alex Larsen

    Hej Benjamin. Det er meget spændende hvad du skriver, tak for det! Venlig hilsen Kristian PS: det er ikke fordi jeg ikke har mere at sige til det, men hvis jeg først starter vil jeg ikke vide hvor jeg skal stoppe 🙂

    • Mange tak for din kommentar, Kristian. Hvis du har lyst, kan du skrive dig op til mit nyhedsbrev, for det er helt sikkert et emne, jeg vil vende tilbage til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *