Horror Danica

Gæsteindlæg af den prisvindende horror-forfatter A. Silvestri

Jeg kunne skrive en tekst om hvorfor horror virker for mig, hvad det er, der er særligt tiltrækkende ved genren. Måske kunne jeg udbrede mig om det psykologiske spil, der ofte paraderer forbi i gyselige fortællinger, eller måske fortælle om skønheden i en detaljeret beskrivelse af et menneske i forfald. Jeg kunne fortælle om den elementære sandhed i horror, at mennesket oftest hverken er noget særligt eller spektakulært, men blot en ting på lige fod med resten af verdens frembringelser. Eller jeg kunne nå frem til den pointe, at horror måske ikke er en genre, men en stemning, der kan eksistere (og måske forenes) med en teksts univers. Jeg kunne forsøge at gå i rette med dem, der mener at gysere slet ikke evner at fastholde en voksen læsers interesse, eller plædere for at når man som læser kan udholde krimiens opduktioner og sindssyge massemordere, burde horror ligge lige for. I stedet vil jeg fortælle lidt om dansk horror, og anbefale nogle værker, som jeg mener alle kan få noget ud af at læse. For der findes en skat af gode bøger, der bare venter på at blive fundet.

• 

• 

• 

• 

I de sidste femten år har dansk horror vokset sig større, men den kommer ikke af ingenting. I løbet af halvfemserne stak forfattere som Dennis Jürgensen, Steen Langstrup, Jacob Hedegaard Pedersen og Patrick Leis hovedet frem, og det kom der en række fine udgivelser ud af. Her kan nævnes Jürgensens firedelte roman Relief, der udforsker hvad angst egentlig er, Langstrups novellesamling 9 før døden hvis korte noveller tager udspring i hverdagens hændelser, Leis’ gigantiske zombieunivers i Pandemic-sagaen og  Hedegaards bøger centreret omkring det fiktike Vesterbæk. Af de fire forfattere, er det vist kun Patrick Leis der gør det store i horror længere. Grete Roulund kommer man heller ikke udenom. Selv om hun døde i 2004, er hendes forfatterskab genopstået i de sidste par år, og man går ikke forkert, hvis man snupper en Efter år nul eller Professor Sterns kontor. Roulunds tekster er grundforuroligende. Hun prøver ikke at skræmme. Det hun skriver er bare skræmmende. Går vi endnu længere tilbage, er et navn som B.S. Ingemann svært at ignorere. Noveller som Glasskabet og Gravmælet er mørke modstykker til hans lyse salmer, som er dem, han kendes bedst for.

• 

• 

• 

• 

Nu er der en bred vifte af forfattere, der ikke alene arbejder alvorligt med horror, men som også udforsker de forskellige løngange i genren. Teddy Vork, der blandt andet har skrevet Ex og Mulm, finder rædslen i det næsten socialrealistiske og skriver frygten frem i et blidt og kontrolleret sprog. Jonas Wilmann trækker vod i de hellige brønde, vores krop og vores holdninger, og forvrider begge dele til et makabert teater, der både er væmmeligt og klogt. Samlingen By og romanen Skyggeverden er gode steder at starte. Lars Ahn finder ofte inspiration i popkultur eller forgangne tiders myter, hvilket ses i den stærke novellesamling Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos og Anne-Marie Vedsø Olesens romaner Glasborgen og Lucie trækker tråde til henholdsvis gotikken og religionens altgennemsyrende væsen. Jeg kunne også have nævnt forfattere som Rasmus Hastrup, Mikkel Harris Carlsen, Thomas Strømsholt, Benni Bødker, John Kenn Mortensen og Mikala Rosenkilde, men det må vente til hvis der engang kommer en del 2 af Horror Danica.

• 

• 

Men det er ikke kun enkeltforfattere, der arbejdet koncentreret med genren. Har man en svagt punkt for undergrundstegneserier, det vulgære og firsersplatnostalgi, bør man tjekke forlaget Afkom ud, der i de seneste år har sprøjtet det ene blad ud efter det andet. Hælder man derimod til det mere litterære, har forlagene Sidste Århundrede og Escho genopdaget en del forfattere, deriblandt den danske Astrid Ehrencron-Kidde, og fra deres udgivelsesrække vil jeg anbefale den mørkesyngende Det sukker så tungt udi skoven. Virker alt det her med de mange horror-bøger uoverskueligt, er antologien Det grufulde bibliotek et godt sted at starte. I Det grufulde bibliotek er samlet 23 danske gys, fra de helt gamle til det moderne. Antologiens forord er skrevet af Nicolas Barbano, der er en fond af viden, og redigeret af Kristian Nordestgaard og Jette Holst (der også bestyrer bloggen gyseren.dk, der vel har anmeldt alt hvad der findes af dansk horror udgivet i de sidste femten år). Skønlitteratur er dog ikke det eneste.

• 

• 

• 

Sidste år udkom Skrækvisioner på Syddansk Universitetsforlag, skrevet af Martin Wangsgaard Jürgensen (der forresten også er medforfatter til den fine Randvad sammen med Jacob Krogsøe), der handler om den moderne gysers udvikling og et par år før det udkom horrorforsker Mathias Clasen med bogen Why horror seduces, der tager et kig på hvorfor mange elsker at blive bange. Kigger man bagud, er Rikke Schubarts I lyst og død fra 1993 også stadig et relevant kig på hvad det er horror kan, som andre genrer har svært ved. Dansk horror har siden årtusindskiftet også fået et større vækstlag, hvilket blandt andet ses i roman- og antologiudgivelser fra forlag som Enter Darkness og Ildanach. Så der sker en masse og meget af det der sker, er dygtigt.

Jeg mener oprigtigt, at de omtalte titler vil kunne ramme bredt og måske vække en lyst til at læse mere horror. For nogen vil det være et første møde, og derfor nok være skræmmende eller provokerende, men hold ud og hold ved. For der gemmer sig vidundere i mørket, og for at parafrasere Freuds cigar-citat, er det sjældent at et horribelt monster bare er et horribelt monster. Det er meget mere end det som øjet læser.