Der findes ikke dårlige romaner

Jeg ved det er lidt af en påstand, og den er da heller ikke sand, fordi der findes selvfølgelig romaner, der er dårlige, fordi de simpelthen er dårligt håndværk. Der er plothuller, stavefejl og måske endda fejl i opsætningen. Indrømmet, det er en dårlig bog.
Men når vi ser bort fra de heldigvis få bøger, hvor det grundlæggende håndværk ikke er i orden, så vil jeg vove at påstå, at der ikke findes dårlige bøger. Jeg ved, der er en påstand, der kan få overskæggene til at dirre af ophidselse i finkulturelle kredse, men jeg vil gerne argumentere for mit synspunkt.
Romaner er troldspejle, der sætter verden i perspektiv, hvori vi kan betragte os selv og vores verden – både den fysiske og begrebsverdenen – i et nyt lys. Vi spejler os i karaktererne i romanen, og ved at forholde os til de fiktive karakterer og deres handlinger, finder vi frem til, hvilke værdier vi vil sætte højt i vores liv. Enkelte romaner forandrer os fuldstændig, men de fleste giver os blot små indsigter i detaljer, vi kan gøre anderledes i vores liv for at blive det menneske, vi gerne vil være. Og så er der de romaner, hvis spejl forbliver kulsort. De vil ikke spejle os. De romaner frustrerer os, fordi vi så gerne vil ses af romanen, så den åbner sit transformerende skatkammer og lader os blive lidt nogle andre, end dem vi var. Den lukkede roman, der ikke siger os noget, provokerer os, fordi vi til vores gru indser, at der kun kan være én af to forklaringer på, hvorfor romanen er lukket land for os: enten er der noget galt med romanen, eller også er der noget galt med os.
Det er kejserens nye klæder, fordi vi ved, at en redaktør og et forlag har set noget i denne roman, som vi med djævelens vold og magt ikke kan vride ud af den. Kan vi ikke se de fine klæder, må det være fordi, vi er dumme. Nej, den konklusion kan vi ikke acceptere, så vi kaster os over den eneste anden mulighed: romanen er noget bras!
Det er en elendig bog, der ikke er det papir værd, den er skrevet på, og så stikker vi den en enkelt stjerne i en anmeldelse, alene fordi man ikke kan give en halv lort.

Jeg vil vove den påstand, at den virkelige forklaring oftest skal findes i, at bogen simpelthen ikke spejler læseren. Der er ikke et match. Måske er romanens univers så fjernt fra læserens, at læseren overhovedet ikke kunne se sig selv spejlet. Eller måske var romanen så ens med læseren, at læseren blot kunne se sig selv og intet andet, og det er en skuffelse, når man har set frem til at skue ind i et troldspejl.
Jeg har fulgt nogle engelske podcasts, hvor man laver matchmaking med romaner. Her er fokus ikke på at finde den gode bog, men en bog, der passer lige til den enkelte læser. Den tilgang til romaner tror jeg meget mere på, end et antal stjerner eller reklamer om at romanen har solgt så og så mange eksemplarer.
Jeg ville ønske, vi kunne komme væk fra at tale om gode og dårlige romaner. Alverdens bogforums på nettet er fyldt med læsere, der udråber deres seneste læsning som god eller dårlig og udgyder deres visdom i form af et antal stjerner. Utallige bogbloggere har meninger om alt hvad de læser og skænker sjældent den mulighed en tanke, at det måske ikke var bogen, den var gal med, men læseren. Måske var der bare ikke et match.
Er du i tvivl om jeg har ret, så prøv at udføre dette simple forsøg. Lån din yndlingsroman til din venninde. Når hun leverer den tilbage og ikke var begejstret for den, så kan du overveje, om det var bogen eller læseren, den var gal med, eller om der simpelthen bare ikke var et match?