Skip to content

(Vid)Underlige bøger

(Vid)Underlige bøger

Der findes bøger, der er som dybe kaninhuller. Har man først forvildet sig ind i dem, kan man have svært ved at finde tilbage til virkeligheden. Man slæbes hylende og skrigende gennem en syret afart af virkeligheden fra en anden dimension. Nogle læsere kan ikke lide den slags bøger, der udfordrer hvordan tilværelsen grundlæggende er skruet sammen. De foretrækker at tage den blå pille. Personligt elsker jeg historier, der vender vrangen ud på verden, og jeg sluger straks den røde pille og beder om en mere.
Her er fire bøger, man kan kaste sig over, hvis man er parat til at tage springet ud i det underlige og bizarre. To er danske, to udenlandske, og så er der en lille bonus til sidst.

RYNKEKNEPPESYGEN
Et ganske lille rumvæsen i dvale, blot 0,1 millimeter langt, farer gennem universet båret af solvinde fra titusindvis af stjerner, indtil det indfanges af jordens tyngdefelt og lander lige i navlen på en ung kvinde, der soler sig på Sydvestpynten af Amager. I den fugtige og let behårede hule er der livsbetingelser, der minder om dem på væsnets hjemplanet, så det vågner af dvalen og borer sig ind i det sit offer. Så er det sket. Den stakkels kvinde er blevet inficeret med Mite Induced Wrinkle Disease, der i daglig tale blot kaldes rynkekneppesygen. Symptomerne er lette at opdage. Man bliver støt og hurtigt stadig mere rynket, og samtidig rammes man af en vedvarende og ganske uudholdelig liderlighed, som man må have afløb for. I sygdommens sidste fase eksploderer man i et orgie af blod og indvolde, en finale der er ganske passende for den bemærkelsesværdige lidelse.
Romanen er virkelig velskrevet og dens research er på plads. Selvom sygdommen er absurd og fantasifuld, er der ikke gået på kompromis med de medicinske forklaringer på dens spredning og udvikling. Efterhånden som smitten breder sig, og flere og flere bliver rynkede som rosiner og knepper alt der kan gå for at få afløb for den konstante liderlighed, må myndighederne gribe ind. Mange af de smittebegrænsende tiltag, vi har oplevet under coronaen, bliver også brugt i romanen, hvilket viser, at der er gjort meget for at skabe en syret blanding af det absurde og det gennemarbejdede realistiske.
Jeg kan varmt anbefale “Rynkekneppesygen,” hvis man vil læse en historie, der virkelig tager den bizarre fortælling alvorligt.

DRØMMER ANDROIDER OM ELEKTRISKE FÅR
Denne roman kender de fleste, selvom de ikke ved det. Den er nemlig filmatiseret i Hollywood og er blevet et meget populært science fiction-drama. Men det er ikke sikkert, at der var gået sådan, hvis man havde lavet filmatiseringen tro mod romanen. Den handler nemlig om en fyr, der er meget misundelig på sin nabo, fordi han har en rigtig levende hest gående på sit tag. Det vil han elske at have, men det er alt, alt for dyrt at anskaffe sig sådan et rigtig levende dyr. For ikke helt at tabe ansigt i nabolaget, har han anskaffet sig et elektrisk får, som græsset på taget og næsten ligner den ægte vare. Næsten. En hel del af romanen går med at hovedpersonen savler over et katalog over husdyr, han slet ikke har råd til. Det ender galt, da han bliver fristet over evne af en skummel type, der lokker ham ud i noget snavs ved at tilbyde ham en ugle.
Drømmer androider om elektriske får blev til filmen Blade Runner, og hvis du ikke helt kan genkende det med jagten på dyr, er det altså ikke dig, der husker forkert. Alt det skar man bort, da man skrev filmmanuskriptet, og koncentrerede sig i stedet om romanens hovedhistorie om jagten på androider og spørgsmålet om, hvad der gør os menneskelige. Jeg elsker romanen for dens syrede scener, hvor hovedpersonen er ved at gå i spåner over de lækre dyr, andre ejer, mens han selv må nøjes med et slattent elektrisk får. Og, nå ja, så er det for øvrigt en af litteraturhistoriens bedste skildringer af skellet mellem menneske og maskine.

TERNINGEMANDEN
En midaldrende psykolog har det hele: en smuk kone, nydelige børn, et godt og velbetalt job samt en attraktiv bolig med den rette beliggenhed. Han har kun et problem – han keder sig forfærdeligt!
En aften tager han en terning frem i en brandert og erklærer for sig selv, at hvis han slår en 6’er, så går han ned og voldtager underboen. Det bliver begyndelsen på hans nye terningliv, hvor han spørger terningen til råds om alle afgørende beslutninger i sit liv, og altid lader terningen have en mulighed for at han skal foretage sig noget vanvittigt. Han får bugt med sin kedsomhed og får udlevet en masse undertrykte lyster til både glæde og sorg for sine omgivelser. Efterhånden lokker han andre med på terninglivet, og han udvikler terningterapien, der går ud på at give plads for skjult behov og begær. Terapiens endemål er fuldstændig underkastelse af tilfældet og den totale udslettelse af personligheden.
I en facebookgruppe skrev en kvinde om Terningemanden, at den “bare handlede om en psykopat, der udlever sine fantasier.”
En anden kvinde svarede: “Det er da ikke bare.”
Jeg er helt enig i, at der ikke er “bare.” Selvom hovedpersonen i Terningemanden er ekstrem, har romanen noget vigtigt på hjertet. Ved at lade sit liv styre af tilfældigheder indser man ironisk nok, hvor vigtigt det er at leve bevidst og tage aktiv stilling til tilværelsen.

DEN DANSKE BORGERKRIG 2018-24
Denne roman handler om en 475 år gammel rigmand, der fortæller sin hund om borgerkrigen i Danmark i 2018-24!
Heldigvis har hunden, en 350 år gammel border collie ved navn Geoff, udviklet evnen til at tale og tænke reflekteret. Men dyret er temmelig deprimeret og døjer med et ret anstrengt forhold til sin egen seksualitet. Rigmanden har derimod ingen problemer med at udfolde sin seksualitet. Han boltrer sig i sexorgier, når han ikke læser digte eller fortæller historier om det gamle Danmark. Det er for eksempel historien om en sadistisk bonde, der ender med at leve 25 år som menneskelig orm, inden han bliver slået ihjel af betændelse frembragt ved hans egen afføring.
Det er en dejligt absurd og farverig roman, som man ikke glemmer foreløbig.

READ, DIE, REPEAT
Jeg lovede en lille bonus til sidst, og den kommer her. Det er ikke en roman men et dansk magasin med horror og weird litteratur, altså det gyselige og absurde. Formatet er en skøn blanding af noveller, tegneserier, artikler og digte. Det kan findes her: http://readdierepeat.dk/

Få “Bogslugerens guide til det gode læseliv” på email ganske gratis.

Den lille guide til mere læseglæde indeholder:
*Få læst mere i hverdagen
*Hjælp dit barn til at læse mere
*Få styr på bogsamlingen
Samtidig får du fremover det bedste fra Bogslugerens blog, og du kan altid melde dig fra igen.


Published inLæseglæde

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *