Prøv denne friske selskabsleg, næste gang du er til møde i din læseklub, til foredragsaften på biblioteket eller hænger ud med dine kultursnobbede vinsniffer-venner på Nørrebro:
Man skiftes til at nævne et roman, man ikke har læst. For hver anden person i lokalet, der har læst den, får man ét point. Det er legen. Enkle regler og dog en kilde til en hel aftens chok, gys og hånlige grin, hvis legen leges i det rette selskab.
Det ligger dybt i os bogelskere at skamme os over vores læsning. Glemmer vi at skamme os, skal der nok være en venlig sjæl i din læsekreds eller i et bogforum, der minder dig om, at det er vigtigt. For ikke så mange år siden læste jeg Hulebjørnens Klan for første gang. Jeg var irriteret over Ayla, der lykkedes med alt og udkæmpede en 70’er kønskrig i stenalderen, men andre dele af romanen fascinerede mig dybt. Det var spændende, hvordan forfatteren forestillede sig hverdagen i en jægersamlerkultur – også selvom meget er opdigtet, fordi vi ikke aner, hvordan det foregik. Men da jeg fortalte en veninde om min fascination af mit læsestof, svarede hun:”Læser du den? Ha, det er sjovt. Det er sådan en bog, teenagetøser læser.” Så skyndte jeg mig at forsikre hende om, at jeg bestemt ikke havde tænkt mig at læse de efterfølgende bind i serien.
Men hvorfor er det, at vi går så meget op i, hvilke bøger vi ikke har læst og hvilke bøger, vi ikke burde læse? Og ikke mindst hvad andre læser? Er det ikke ligegyldigt, om en håndværker læser Jojo Moyes eller din bibliotikaren aldrig har læst Shakespeare? Hvorfor har jeg som nørd aldrig turde indrømme, at jeg faktisk ikke kom helt igennem alle tre bind af Ringenes Herre?
Af en eller anden grund bliver vi fornøjede, fornærmede eller håndlige, når vores læsevenner ikke har læst lige det, vi anser som god litteratur. Og værst er det, hvis de har læst lige den bog, vi forguder, og de ikke bryder sig om den!
Siden jeg blev romanforfatter har jeg haft mange samtaler om bøger med venner, bekendte og vildt fremmede, der har en trang til at bekende deres litterære synder for mig. De er beklemte ved situationen, danser om den varme grød, men af en eller anden grund har de bare behov for at komme ud med, hvorfor de ikke mener, de er rigtige læsere. Ofte handler det om, at de ikke læser nok, men hos de store læseheste handler det om, at de synes, de læser det forkerte. De er overbevidste om, at de har dårlig bogsmag, de forkerte holdninger, uambitiøse læsevaner og at romanpolitiet vil ransage deres hus når som helst.
Bekendelserne kan tage mange former. Nogle har dårlig samvittighed, fordi de aldrig kom igennem de klassikere, de blev sat til at læse i gymnasiet. De skrev opgaverne af efter en klassekammerat, og jo bedre karakter de fik, jo værre har de det. De slæbte sig igennem Kongens Fald og mente, det var noget makværk, og de kom kun halvvejs igennem Hærværk, før de konkluderede, at den slags litteratur var for mere “rigtige” bogelskere end dem.
Andre er skamfulde, fordi de ikke læser de bestsellere, alle de andre læser. De populære værker. Det er litterær FOMO. Eller måske har de læst det, men er flove over, at de overhovedet ikke brød sig om det, fordi så mange andre kan lide de bøger. Først efter flere glas rødvin kan de få over deres læber, at de synes, Fifty Shades er dødkedelig ligusterporno, at de ikke kan tage glimmervampyrer seriøst, og at de aldrig får slæbt sig igennem 7 bind om en skoleknægt, der bekæmper ondskab bevæbnet med en pind.
En af mine venner havde længe sagt, at han læste Knausgårds “Min Kamp”, men det viste sig, at han brugte mere tid på kampene i Sven Hazels soldaterbøger. En af mine kollegaer læser Fifty Shades under dynen, og han kan ikke forstille sig, at det kan være ok, når man er en voksen mand. En veninde fra lærerseminariet tog i sommerhus med den klare mission at læse en nobelprisvinder, men hun måtte opgive sammme eftermiddag og hastede i brugsens kiosk for at købe en paperback besmykket med en fyr med romerkæbe og sixpack. Min frisør var flov over, at det eneste han havde læst i månedsvis var SMSer. Hans dårlige samvittighed var romanen på natbordet, der havde ligget urørt så længe, at han nu ikke turde vise sig på biblioteket, fordi han frygtede en gigantisk bøde fra romanpolitiet. En straf han mente var på sin plads for en læsesjuft som ham.
Uanset hvilken bogskam vi slæber rundt på, tror vi, at vi er de eneste, der har det sådan. C. S. Lewis skrev engang: Venskab fødes i det øjeblik et mennesker siger til et andet: “Hvad! Gør du også det? Jeg troede, jeg var den eneste.”
Prøv at fortælle, hvad du er flov over, og du vil opdage, at du besteme ikke er alene.
Jeg vil elske at høre om din bogskam.
Be First to Comment